Den værste sorg

Den jødiske kvinde overlever - takket være Pia Rosenbaum. Af Betina Heltberg

Kan teater være episk? Kan det være en lang fortælling uden dialog? Noget må mangle - teatrets karakter af dobbeltsidighed, uenighed, drama - dets evige >>på den ene side -på den anden side <<. Men i Martin Sherman's skuespil 'Rose' går monologen alligegevel vel hjem takket være dens jødiske konfrontation, som udmærket kan være et enkelt menneskes dialog med sig selv. Og takket være Pia Rosenbaums meget smukke, meget autentiske spil i rollen som Rose.

Kvinden, der sidder i shive (sørgeuge) på bænken, er gamle Rose - smukt hyllet i rød dragt, alene med sine erindringer. Hvorfor sørger hun? Fordi hendes barnebarn i Israel har skudt en lille arabisk pige i panden, og pigen er død. Den jødiske kvindes fortid er lang og bitter, men det bitreste minde stammer fra den fjerne dag i Warschawa, da hendes egen datter. Esther, blev skudt af en nazist. Derfra stammer kvindens livsoverbevisning:

at jøder aldrig må gentage lidelsen, at de skal vogte på livet og være mere moralsk anstændige end resten af verdenen Jøder er selv blevet slået ihjel og må derfor ikke ihjelslå. Det er en fundamentalistisk moral, som kvinden vel ikke giver indtryk af at have tilegnet sig gratis. Opvokset i Ukraine, en overlevende fra kloakkerne, overlevende anden verdenskrig, på flugt og på vej til Palæstina og til sidst - midt i livet reddet til USA, hvor hun bliver hotelejer i Miami Beach og ser sine børn og børnebørn udvandre til Israel. Et broget og lidelsesfyldt liv, men holdt nå plads af et eneste faktum: at hun overlevede. Det kan være, at hun har svært ved at trække vejret og må åbne tasken for at tage lige så mange piller som hendes første mand - men hun overlevede. Hun overlevede tre mænd og blev til sidst en amerikansk jøde, med alt hvad det indebærer af længsel efter gamle værdier og optræning i nye. Er hun også blevet lidt kold? Det tror man længe, indtil slutningen, hvor hendes placering på bænken forklares. Hun sidder altså dér i sorg for en lille arabisk piges skyld - det må vi tro på, og Pia Rosenbaum får os til at tro det.

Jeg synes ikke at det er storslået stykke dramatik - det er skrevet til et amerikansk jødisk publikum, men det har denne faste moral, som måske kunne være kommet til orde lidt før - vi kunne have hørt om hendes overvejelser før til allersidst.

Den lange historie er personlig, men den er på den anden side ikke privat - det jødiske folks historie har mistet det særpræg, fordi det blev' det 20. århundredes vigtigste historie og dermed en historie for os alle.

Kan vi lære af den gamle kvinde? Siger hendes liv os noget i år 2001? For mig er det ikke overflødigt at gentage og gentage forrige århundredes forbrydelser -først når vi har glemt dem, er der grund til frygt. Men jeg kan levende forestille mig det publikum, som (høfligt) siger, at de har hørt det før, og nu må vi videre. Monologens kvalitet er, at den bevidst fører debatten op til nutiden uden sentimentalitet. Mange steder i teksten kunne Pia Rosenbaum have opfordret til sentimentalitet - hun fravælger den klart. Det er blevet en mærkelig smukt udført præstation, fuld af humor og intelligens, og Pia Rosenbaum er gammel uden at være det.