jylandsposten.gif (2645 bytes)

Livet set fra en bænk
Af HENRIK LYDING

Firs år og et helt levet liv i bagagen. Dér sidder hun, gamle Rose, og holder shive, jødisk sørgeuge, på en træbænk, over en lille jødisk pige, der blev skudt af sine egne, men også over sig selv og det århundrede, hun var en del af.

Fra barndommen i en tosset familie i en landsby i Ukraine, til hun som ung pige kommer til Warszawa, møder sit livs kærlighed, bliver spærret inde i den jødiske ghetto af nazisterne, men overlever, blot for at blive sendt videre efter krigen til den ene lejr efter den anden.

Sonny er god nok

Til sidst havner hun i USA, gifter sig med Sonny - ikke den store kærlighed, men god nok - avancerer til at drive et hotel, og ender som gammel kone i Miami Beach med en flok børn og børnebørn, spredt over hele verden.

Også i det Israel, Rose valgte fra, og hvor hun nu må se jøder bekrige jøder, og opleve sit eget folk i rollen som besættelsesmagt. Så i grunden er der nok at sørge over for en gammel jødisk kone på firs.

Sådan som Pia Rosenbaum spiller Rose, er der også nok at glæde sig over.

Den amerikanske forfatter, Martin Sherman - herhjemme kendt for koncentrationslejr-skuespillet "Bent" (Strøghusteatret 1980), og "Den forkerte side" (Vintapperteatret 1995) - har skrevet en monolog, fuld af barsk humor, som Pia Rosenbaum forløser til fulde. Som hun sidder dér på sin bænk, ser vi den firsårige og lettere krasbørstige dame - "I min alder er vejrtrækning en af de få fornøjelser, der er tilbage" - sagt med let gammeldags sprogtone, og samtidig får vi en klar fornemmelse af, hvordan Rose var som yngre og handlekraftig kvinde.

Godt fortalt

Den stadig vekslen mellem en kontant fortællestil, blide øjeblikke, hvor minderne gør blød, og en rasende indignation over for mennesker og begivenheder, som byder hende imod, skaber en uafbrudt fascinerende forestilling.

Og selv om vi måske til tider springer lidt vel hurtigt af sted gennem historien, så er den både god og godt fortalt.

Så har man mod på to en halv times vitalt fortælleteater om en jødisk kvindes lange, bevægende liv, er Rialto stedet de næste uger.