A rose is a rose

Af Nina Davidsen
Pia Rosenbaum braser tværs gennem forventninger og klicheer med sin intense tolkning af en meget favnende tekst

»Hun lo. Og så pudsede hun næse. Hun var forkølet. Kuglen ramte hende i panden. Den ramte hende midt i en tanke. Hun var ni.«
Sådan åbner Martin Shermans monolog. Og den velforberedte tilskuer, der har læst forskræp om to en halv timefuld jødiske erindringer om pogromer, holocaust og exodus, strammer sig op, for det bliver hårdt, det her !
Glem det.
Jo, det er også smertefuldt – selvfølgelig er det det, identifikation er en del af historien, men kun en mindre. Den store er kvinden Roses knopdannelse, blomstring og paradoksalt ufredelige efterår som jødisk individ i et århundrede, der blev det ubetinget mest katastrofiske i ashkenaziernes, dvs. de europæiske jøders historie.
Sherman fortæller historien om den lille shikse (pige) fra den ukrainske shtetl (landsby), der symbolsk gennemlever det tyvende århundredes prøvelser, med så stor kropslig indlevelse og detaljetæthed, at man undervejs tror at kunne høre en egentlig fortællestemme – hans mors? En kvindestemme med karakter og temperamentsfarve taler tydeligt til os; Århundredets rose er ikke et dramatiseret kompendium i nogle historiske erfaringer, vi på forskellig måde er forpligtede til at værne om, men noget stærkere – et kunstnerisk fremkaldebad, et nænsomt redigeret ekko, en essens.

For freaks, elskere og tv
Pia Rosenbaum må have været lykkelig, da hun stødte på Sherman; mødet er i hvert fald. Og instruktionen kommer aldrig imellem dem, mærkes kun let i skanderingen, men ellers er det rosen på bænken, der sidder i shive (sørger), det handler om. Frem for at dvæle ved den ubærlige fortid tager Rose og forestillingen midtvejs luft ind med en sarkastisk tegning af et Amerika, hvis forfladigelse også har bredt sig til de derboende jøder. Og ender nutidigt – i disse uger oven i købet sørgeligt aktuelt – i Israel-Palæstina-konflikten og den tænkemåde, der præger andengenerationsimmigranterne og bosætterne; de hebraisktalende, der i mangel af Roses erfaring praktiserer øje-for-øje. Erfaring kan ikke overleveres og kulturhistorie, som alternativet jiddish i usædvanlig grad bærer videre, kan ikke bruges. Absurd.
Meget i Roses liv har været og er absurd og intet kildrer den sorte jødiske humor som absurditeter – kunne andre lige så tørt udpinde absurditeten i henholdsvis Warszawa og Atlantic City? Bag Sherman anes Philip Roth, bag Rosenbaum Anne Bancroft og en neddæmpet Rhea Perlman – men fremfor alt er Rosenbaum sig selv og meget levende. Skønt stillesiddende på en bænk med mineralvand og medbragt husapotek er den rødtsvøbte morlil en trykkoger af liv, erotik og
harsk lommefilosofi uden at svigte historiens perspektiv på noget tidspunkt. Det er
uimodståeligt fællesmenneskeligt på en varm og uafviselig facon trods tragedien; Rosenbaums Rose er stadig meldt ind, hvor mange andre med hendes livshistorie forståeligt har meldt sig ud. I humoren ligger livslysten og overlevelsen, Rosenbaums prisme spejler det hele og hele den såkaldt historieløse generation burde sidde der.
Sammen med teaterfreaksene og elskerne af den lange, stemmebårne fortælling – samt mahognikanalen, der dog endnu har en (slags) drama-afdeling. Forestillingen sidder i kassen i første take.