Fra Berlingske Tidende mandag den 12. februar 2001
Damen på bænken
Teater Monolog på Rialto Teatret: Pia Rosenbaum fortæller lunt og usentimentalt, men er også lidt vel overfrisk i sit livtag med en jødisk kvindes rejse gennem det 20. århundrede.
Historien kan naturligvis ikke fortælles for tit, også selv om vi har hørt den mange gange før.
Vi kender i hvert fald store dele af den: Nazisternes jødeudryddelse under Anden Verdenskrig, rejsen til det forjættede land, grundlæggelsen af Israel og den efterfølgende politiske kamp, respektivt krig, mellem jøderne og palæstinenserne.
Gevinsten ved amerikaneren Martin Shermans monolog »Århundredets Rose« (1999) er, at historien har et personligt liv, som på én gang bliver fortællingen om den jødiske Rose og beretningen om en flygtning. Og det er denne historie, som Pia Rosenbaum ene kvinde på scenen, siddende på en træbænk med en flaske vand, yderligere fortolker med sin personlige baggrund og sin stemme.
Hun skal spille gammel, men ligner ikke nødvendigvis én på 80, selv om de trætte fødder hviler i et par brune og lettere udtrådte bedstemor-sko. Og fødderne lægger man af gode grunde mærke til, eftersom de sidder på en kvinde, som omtrent har været på flugt hele sit liv: Fra barndommen i Ukraine, hvor progromerne sætter ind samme dag, som hun får sin første menstruation. Til ghetto-tilværelsen i Warszawa, hvor Rose har fundet sin store kærlighed i en enøjet, flot polak.
Hun redder ved en tilfældighed skindet, mens han bliver henrettet. Det er i det mindste, hvad Rose får at vide. Og det er her, at Martin Shermans monolog bliver diskutabel som ren fortælling: Ville en dybt forelsket kvinde ikke gøre sit yderste for at finde ud af, om hendes mand faktisk er død? Det gør hun ikke, heller ikke efter krigen. Og da Rose mange, mange år senere faktisk møder ham et trist sted – var det Arizona? – siger de ikke ét ord til hinanden. Det lyder ikke helt logisk.
Der er overhovedet meget, man kan indvende mod teksten, som også pludselig kaster sig ud i en ophedet, politisk diskussion i forholdet til Israel. Er vi nu til debataften? Det er dårligt fodslag i en ellers på mange måder spændende rejse – tragisk, selvironisk, reflekteret – som sigende nok lader Rose finde sit liv i USA som succesfuld medejer af et hotel: hjemmet og hjemløsheden på ét og samme sted. Og Pia Rosenbaum fortæller for så vidt glimrende, lunt og usentimentalt, selv om jeg personligt synes, at hun undervejs kammer over i en slagfærdighed og overfriskhed, som strengt taget virker lige så hul som det rent sentimentale.
Imponerende som solopræstation, men også en meget tung rejse på Rialto Teatret. Monologen varer med pause små tre timer. Det er, alt andet ufortalt, for længe.