logo_aarhus.gif (2193 bytes)

Teater: En rose til livet
Fortællingen kræver koncentration med sine mange forgreninger og lag. Men gaven man så får, er en stor og yderst aktuel historie, der ikke lægger sig fast med bestemte sympatier og løftede politiserende pegefingre. En fortælling, som planter stærke og smukke billeder af et livsvilkår, der kan høre os alle til. Af Kirsten Dahl

"Hun lo. Og så pudsede hun næse. Hun var forkølet. Kuglen ramte hende i panden. Den ramte hende midt i en tanke. Hun var ni". Sådan indleder Pia Rosenbaum Martin Shermans monolog "Århundredes Rose". Hen imod slutningen dukker en lignende tekstsekvens op igen. Og det er der en pointe i. Den første pige er den 80-årige jødiske fortællerrolle Roses egen datter, den sidste en ni-årig palæstinensisk pige. Den sidste pige holder Rose shive (jødisk sørgeuge) over, mens hun i sin tid ikke fik sørget over sin egen datter, fordi hun havde alt at gøre med selv at overleve.

"Århundredes Rose" er en fantastisk fortælling. Skrevet af en jøde og fortalt af en anden jøde. Monologen fortæller med et væld af detaljer om alle de afskygninger og alt det konfliktstof, der ligger i at være jøde. Gennem tiden og i dag. Men mest af alt fortæller historien noget om, hvad det vil sige at være menneske.

Teksten er i sig selv et stykke stor poesi, gjort af gribende handlingstråde, maleriske sprogblomster, og en befriende kvik og ligefrem humor.

Teksten fortæller den russiske jøde, Roses livsberetning fra barndomstiden i en lille ukrainsk flække, over udryddelseslivet i Warszawas ghettoer under anden verdenskrig, via det mislykkede flugtforsøg til Palæstina, til hotelejerlivet i Miami Beach.

Til tekstens forcer hører også dens mod til at mene noget og trække linjerne skarpt op. Som når Sherman drager en parallel mellem den israelsk-palæstinensiske konflikt i dag og nazisternes grusomheder under Hitlers regime. Eller som når Rose vender tilbage til det Palæstina, der nu hedder Israel og får beskeden: "Du er ikke en af vore" af sin egen familie.

Pia Rosenbaum bærer teksten igennem med en imponerende intens og livskraftig tolkning. Varmt dunkende og hjerteskærende skarpt som den skarlagens røde kjole, hun forestillingen igennem sidder på bænken i. Med en fascinerende blanding af sarthed og råstyrke får hun alle følelserne til at leve. Lidenskab, smerte, vrede, afmagt og sejlivet overlevelsesenergi. Pia Rosenbaum favner den 80-årige Roses liv, som var det hendes eget hjerteblod, hun øste af. Og det er ganske imponerende, for ret beset får Rosenbaum det hele frem, mens hun sidder ned på en lille bænk uden ryglæn. Det er vovet af instruktøren Bente Kongsbøl. Men det virker. For Rosenbaum har talentet til at få det hele stærkt og usentimentalt frem via mimikken, gestikken og den stemning, hun formår at skabe i rummet.

"Århundredes Rose" er to timer og tyve minutters ophold på en 'levende fortællekanal', som vi i dag har for få af. Fortællingen kræver koncentration med sine mange forgreninger og lag. Men gaven man så får, er en stor og yderst aktuel historie, der ikke lægger sig fast med bestemte sympatier og løftede politiserende pegefingre. En fortælling, som planter stærke og smukke billeder af et livsvilkår, der kan høre os alle til.