[ Que 20 Salslys ned Vindlyd starter ]

FØRSTE AKT

Rose sidder på en træbænk. Hun er firs. 
Der står en flaske vand og et glas på bænken sammen med en termotaske.

[ Que 30 ROSE ind Vind ned og Lys linket til Que 40 ] )

Hun lo. Og så pudsede hun næse. Hun var forkølet. Kuglen ramte hende i panden. 
Den ramte hende midt i en tanke. Hun var ni.

Pause.

Jeg sidder i shive. Man sidder i shive for de døde.

Pause.

Shive lyder som navnet på en hindu-gud. Det er det måske også. 
Jeg flirtede engang med orientalske religioner. 
Jeg misundte de ægte buddhister; de kunne blive genfødt; 
ikke som os - når vi er døde, er vi døde; dette liv, 
det er det - det er jødernes forbandelse, vi har hverken himmel eller helvede, 
og vi vender ikke tilbage - det er nu eller aldrig. 
Det er klart, for mig er nu her næsten ikke mere. 
Jeg synes, det er utilgiveligt, men hvad kan jeg stille op? 
Jeg nærmer mig sagte støvets år, og sommetider kunne jeg ønske, 
det ville skynde sig lidt, helst midt i en tanke, eller en sætning, bare pift, 
dog ikke ved hjælp af en kugle i panden. 
Og så tænker jeg på, om nogen vil sidde i shive for mig; 
måske vil man i dette splinternye årtusinde slet ikke sidde i shive mere. 
Ja, de ultra-ortodokse vil, selvfølgelig, 
men sådan noget som shive, det har faktisk ikke meget med religion at gøre, det er bare jødisk. 
Man sidder på en træbænk i en uge, man ler, græder, diskuterer, mens man mindes den døde, 
lige denne døde ved lige denne shive, og man spiser en masse, og kvetcher en masse, 
og man bliver øm i bagdelen, 
og det minder en om, at man tilhører et folk, en race, 
en kultur af ømme bagdele og brokkehoveder og hidsige diskussioner, 
af oprørte sind og flyvende sind og sind, der eksploderer ligesom atomet, 
hvilket jeg stadig ikke forstår, 
men det ændrede verden, altså, det ændrede sidste århundrede, den verden der var, 
og Albert Einstein kom fra samme gade i Tyskland som min anden mands fætter, 
så hvad skal jeg sige? 
Måske bliver sidste århundrede rent faktisk det næstsidste århundrede, 
og det vil altsammen være, 
fordi et rastløst folk avler rastløse sind; når man ikke hører til nogen steder, 
hører ens sind ikke til nogen steder, 
man tilhører ikke nogen, undtagen Gud, og Gud er kun en ide, så hvis man tror på Gud, 
bliver man nødt til at tro på ideer; undtagen nu, 
hvem tror på Gud undtagen stædige fanatikere, og hvis det er sandt, 
hvem tror så på ideer? Nu er det anderledes, under alle omstændigheder; 
vi er ikke længere på vandring; vi har et hjem.

Pause.

Jeg kan ikke få vejret.

( Hun prøver at få sin vejrtrækning under kontrol. Hendes problem er meget stilfærdigt, 
næsten usynligt, men hun mærker det. Hun hælder et glas vand op. )

I min alder er vejrtrækning en af de få fornøjelser, der er tilbage.

( Hun nipper til glasset. )

Ældre mennesker forventes at huske fortiden med frygtindgydende præcision, men nutiden - næsten slet ikke. 
Med mig passer det ikke rigtigt. Jeg har kun vage, flakkende billeder fra min barndom, 
men igår - jeg husker den mindste lille ting fra igår. Der skete ingenting igår. Tro mig. Men for halvfjerds, 
femoghalvfjerds år siden - Yultishka - skete der en masse, men jeg er ikke så sikker på hvad. 
Jeg ser Yultishka tydeligt for mig i drømme; underbevidstheden er som en elefant, den glemmer aldrig noget; 
men når jeg er vågen, hvad husker jeg så? Mudderveje. Små boliger - jeg vil ikke ligefrem kalde dem huse, 
men vil ikke sige hytter, så - boliger. Lyserøde træer, altså blomsterne var lyserøde. 
Og trillebøre og hestevogne. 
Masser af kommen og gåen; trafik må man vel kalde det, men ingen udstødningsgasser. 
Dengang havde vi et ozonlag; 
det er synd, der ikke var nogen, der fortalte os det, vi kunne have sat pris på det. 
Yultishka, bare en lille bums i Ukraines ansigt, klemte man til, så sprang den. 
Ligesom alle de andre shtetler, 
de små jødiske byer, der klamrede sig til udkanterne af de større russiske samfund; 
nåja, nogen gange russiske, 
nogen gange polske; goyerne blev ved at slå hinanden ihjel og - hvad er det de kalder det? 
- overtage herredømmet.

Hun ler.

Herredømmet! Over Ukraine! Hvorfor skulle nogen ønske sig det? Og idag? 
Hvordan ville der være idag? Yultishka ville, 
hvis det stadig fandtes, ligge ikke særlig langt fra Tjernobyl. 
Men i 1920, da jeg blev født, der var den russisk. 
Der var borgerkrig, som sædvanlig, denne gang kun mellem russere, de røde og de hvide. 
Da jeg var to, var der hungersnød. Men der var altid mad på bordet hos os. Det sørgede min mor for. 
Hun vaskede for fremmede, og for de penge, hun tjente, købte hun frugt af en goybondemand og solgte frugten 
fra en lille bod ved vejsiden, og for de penge købte hun mad til os. Nu skal jeg være helt ærlig, 
jeg har aldrig forstået, hvorfor hun ikke kunne købe mad for pengene fra vasketøjet. 
Hvor meget mindre var det end pengene fra frugten? Men det ville have været let og ubesværet, 
og hun ville ikke have været martyr. Min mor var en helgen. 
Alle i shtetlen sagde det. Hvilket er ret besynderligt, 
for helgener er ikke en jødisk indretning. Det er ikke engang et jødisk ord. Hun beklagede sig aldrig. 
Hun vaklede aldrig. Gud havde dumpet en ægte kristen lige ned midt i shetlen uden at sige det til nogen. 
Jeg blev født ind i en selvmodsigelse. Min mors mælk var aldrig, hvad den gav sig ud for. 
Så helgenen - sankt Trebele - var eneforsørger for sin familie - min storebror Asher, min lillesøster, Rivka, 
og så selvfølgelig Rosala, mellemsøsteren, det er mig.

Hvem har jeg glemt? Papa. Åh papa! Papa var høj og faktisk noget af en skønhed, især hans øjne, som altid lo, 
selvom ingen af os nogensinde forstod vittigheden. Kort efter at Rivka blev født, bekendtgjorde papa, 
at han skulle dø og gik i seng. Han lå i sengen i årevis. Han holdt aldrig op at dø, men så vidt vi kunne se, 
var der ikke noget i vejen med ham. 
Ved siden af hans seng stod der en stor kommode, som var fuld af medicinflasker, 
og ingen af dem kunne kurere denneher mystiske sygdom, som lignede Gud utrolig meget, 
der var ingen synlige tegn på den, men der var en stædig jøde, der blev ved at påstå, den eksisterede. 
Der kom læger fra nabolandsbyerne - 
og folk fra omegnen, ikke jøder allesammen, kom med hjemmelavede miksturer til ham. 
Han var næsten - hvis man kan forestille sig den slags i Ukraine - en turistattraktion. 
Rabbien kom og velsignede ham hver uge. 
Og landsbyens kabbalist kom også hver uge og talte om djævelen og mumlede om eksorcisme, 
hvad der fik papa til at smile, 
han havde en svaghed for hokuspokus. Men helgenen, hvis religion var mere traditionel, smed dem ud - hver uge. 
Mama troede helt alvorligt på det gode; mere end det - hvis man var jøde, havde man pligt til at være god; man var, 
rent faktisk, sat på jorden for at videreføre en moralsk kraft. For hende fandtes kun sort og hvidt, 
hvilket ironisk nok kun fik hende til at virke endnu mere kristen.

Da jeg var ti, solgte jeg frugt ved vejsiden. Asher lærte mig at læse både russisk og jiddish; jeg havde sprogøre. 
Hver dag lavede jeg nye skilte, der beskrev frugterne, som ikke behøvede blive beskrevet; man kunne sagtens se dem;. 
Asher gik i yeshiven; det var en ære, hvis en dreng studerede. 
Det irriterede mig, da jeg havde en overvældende appetit på viden
 - altså, undtagen naturvidenskab. Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fingre i. Jeg blev forelsket i ord. 
Jeg memorerede lange russiske ord og opfandt nye jiddishe. Jeg blev storsnudet på adskillige sprog på een gang. 
Asher kom hjem og diskuterede Talmud med mig; vi diskuterede og skændtes til langt ud på natten, den slags, 
piger ikke forventedes at beskæftige sig med, og jeg lærte dengang, 
at jødedommens største bidrag til menneskeheden var at stille spørgsmål, der ikke kan besvares, 
og at vores races storhed ikke så meget har at gøre med at skænke verden Moses og Marx og Jesus, 
men alt at gøre med at opfinde vendingen “på den anden side”. 
Helgenen var ikke imponeret af vores natlige diskussioner, 
men der var nu intet, der syntes at kunne bevæge hende, og slet ikke til ros. 
Hun kyssede os aldrig eller rørte ved os eller drillede os; hun sagde aldrig, at vi var smukke eller dejlige;
 hun var overhovedet ikke stolt af os; hele hendes energi gik til at holde os i live. 
 Hun hadede at svare på spørgsmål; 
det blev hun selvfølgelig nødt til, da jeg fik min første menstruation; hun sagde, den var en Guds forbandelse, 
hvori hun blev støttet af Biblen. 
Imidlertid sagde Asher på den anden side, at den af og til var en Guds gave, og jeg sagde, 
at hvis det var tilfældet, så ville jeg hellere have haft, at Gud bare havde givet mig en kalender. 
Kort derefter kom kosakkerne. 
Jeg går ud fra, at hvis man oplever sin første menstruation og sin første progrom indenfor en måned, 
så kan man trygt gå ud fra, at barndommen er forbi.

Mange år senere sagde en historielærer til mig, at de ikke kunne have været kosakker; 
Stalin havde pacificeret kosakkerne, sagde han. Tja, det var altså smuttet et par stykker. 
De havde store heste og store hatte og store piske - alting var stort - og smukke ansigter; 
i det mindste husker jeg dem sådan, 
men jeg er ikke sikker på, om min erindring stammer fra virkeligheden 
eller fra en scene fra filmen Spillemand på en Tagryg;
 i min erindring er det fuldstændig som i filmen, eller måske filmen var fuldstændig som i virkeligheden. 
Jeg lukker øjnene, og jeg ser kordrenge til hest, jeg kan ikke lade være, 
men det er svært at være blevet så gammel som mig 
og skelne klart mellem virkeligheden og de afbildninger af virkeligheden, som hele tiden omgiver os. 
Faktisk var de rarere i virkeligheden end i filmen, for det virkede ikke, 
som om de ville slå nogen ihjel, de ville bare skræmme os. 
Så de kom altså ridende gennem landsbyerne og smadrede vinduer og brændte lader ned. 
De kom ind i vores hus, og vi krøb sammen bag ovnen, og de prøvede ikke at gøre os fortræd, 
de smadrede bare alting og red videre. 
Asher råbte op, Rivka græd, jeg gjorde lidt af hvert, som det sømmer sig for et mellembarn. 
Mama, selvfølgelig, sagde ingenting. 
Hun fandt en kost. Hun begyndte at rydde op. Så var det, at Asher og Rivka og jeg fik samme tanke
 - for i al opstandelsen var der een ting, vi allesammen havde glemt. Papa! Vi kaldte på ham. 
 Mama sukkede og gik ind i soveværelset. 
Da hun kom ud igen, samlede hun kosten op og fortsatte med at feje. Papa er død, sagde hun. 
Asher, Rivka og jeg styrtede ind i soveværelset, og vi så, at kommoden var faldet ned over sengen. 
Papas arm stak ud under kommoden med en lavementpose i hånden. Vi kunne også skimte et ben, 
smurt ind i rosmarin- og honningsalve. Han var blevet maset ihjel af medicin. 
Mange år senere, da jeg var blevet agnostiker, 
kunne den erindring, bare et kort øjeblik, igen få mig til at tro på Gud.

( Hun nipper til glasset. )

Papas var min første shive. Der kom så mange menneskler, at vi løb tør for træbænke. 
Jeg tror, de ville have bevis for, at Papa endelig var død. Mama var i sit rette element, 
fuldstændig passiv. Det var Guds vilje.

Et par uger senere, en steghed eftermiddag, solgte jeg den sidste grapefrugt og gik en tur i skoven. 
Jeg kom til en mark fuld af syrentræer. Jeg hørte en stemme. 
Der var nogen, der sang, sang på et helt ukendt sprog 
- en sigøjnermelodi; nej, den var muslimsk; nej, rent hebraisk; 
nej, vent, spansk tror jeg, eller måske afrikansk 
- det var ikke til at sige - eller måske var den fra Månen. Den fremmanede elskere og dæmoner. 
Jeg sneg mig hen mod marken. 
Jeg måtte se, hvem der frembragte den berusende lyd. 
Omsider fik jeg øje på en spinkel skikkelse, der klamrede sig til et træ; 
klamrede, klamrede og svajede på samme tid. 
Jeg gemte mig bag en busk og lyttede til melodien, og pludselig vendte skikkelsen sig, 
og jeg så dens ansigt, dækket af sved og støv og begær og længsel... 
Det var mama. Jeg løb. Jeg løb ind i skoven. 
Jeg løb væk fra hendes sang. Jeg løb tilbage til shtetlen. 
Da mama kom hjem igen, var hun renskuret og kølig, 
og hun havde sit helgenansigt på. Hun begyndte at lave mad.

( Pause. )

Jeg tænkte aldrig mere på hende som kristen.

Jeg måtte væk fra Yultishka. Men Asher kom først. Han giftede sig. 
Med en fra nabolandsbyen, hun hed Chaya,
 hun var en godt parti, hendes familie var handelsfolk, hun havde endda gået i skole. 
 Hendes forældre gav dem penge, 
 og med dem flyttede de til Waszawa. Asher lod mig tilbage med frugtboden 
 og lillesøsteren og moderen, der var hedning... 
 og for hver dag voksede jeg en lille smule, og for hver dag døde jeg en lille smule, begge dele på samme tid. 
 Jeg hørte ikke til.

Jeg skrev til Asher. Jeg skrev hver uge. Jeg bønfaldt ham om at sende bud efter mig. 
Jeg bønfaldt ham om at redde mig. 
Jeg hørte ikke til. Jeg havde feber, jeg var forkølet. Jeg havde ondt i ørerne. 
Jeg havde bumser. Min næse løb. Jeg drømte. 
Jeg sad i et hjørne. Jeg så på mama. Mama ignorerede mig.

Asher skrev og sagde, kom. Kom, hvis du kan. Han havde et barn nu. Chaya kunne bruge en håndsrækning i huset. 
Kom hvis du kan. Han skrev til mama. Send Rosala til Warszawa. Hun kan tage toget fra Kiev. 
Send hende til Warszawa. 
Mama så på mig. Et tørt, koldt blik. Det samme blik. Altid det blik. Jeg var sønderknust. 
Jeg vidste, der ikke var penge til toget. 
Mama gik ind i soveværelset og kom tilbage med et tørklæde. Orange og blåt. Ligesom et tryllekunstnertørklæde; 
man vifter med det, og der dukker en kanin op. Der var ikke nogen kanin i det. 
Der var kopek’er. Jeg har sparet op, 
sagde mor, til når det er et spørgsmål om liv eller død. 
Men at tage til Warszawa; Mama, er jo ikke et spørgsmål om liv eller død. 
Hun så på mig. Det samme blik. Altid det blik. Jo det er, sagde hun. ___

( Hun griber sig til brystet. )

Måske det er noget, jeg bilder mig ind. Måske der ikke er noget galt med min vejrtrækning. 
Måske jeg bare går i panik. 
Måske jeg skulle drikke lidt vand.

( Hun skænker sig et nyt glas vand og nipper til det. )

Første gang jeg ikke kunne få vejret? 1937. Sommeren 1937. Kaféen i Krochmalnagaden. Kaos. 
Ludere og kunstmalere og lommetyve
 - og tjenere, der skældte ud, og snak og larm og muligheden, hele tiden, 
 for på den ene eller den anden måde at blive forført;
  og selvom alle talte polsk, og jeg endnu ikke talte det så flydende, som jeg gerne ville, 
  så følte jeg mig næsten - ikke helt - hjemme. 
  Asher og hans venner fra det blad, de arbejdede for, drak og lo; 
  Chaya var for engangs skyld i godt humør; og lokalet syntes at snurre rundt og rundt, 
  som om vi blev tørretumblede. 
  Det var vel vinen; vi fejrede min etårsdag i Warszawa. Og så standsede tumbleren brat, 
  og en stor mand med langt rødt hår stod ved vores bord. Han lignede en sigøjner, 
  han havde en enorm ring i øret, 
  og hans skjorte stod åben, og han havde ingen hår på brystet - ingen hår! 
  - alle mænd i Warszawa havde da hår - 
  og han havde eet fuldendt blåt øje og eet øje af glas, een død lille ø midt i alt det liv, 
  og Asher præsenterede mig for ham, og jeg vidste, uden skygge af tvivl, 
  at der aldrig ville være andre end ham.

Vi elskede den nat, midt mellem lærrederne; malerierne, Yussels malerier, malerier af shtetler, 
af bittesmå landsbyer med muddergader og syrentræer; 
jeg var omgivet af malede Yultishkaer dér i tårnværelset i Warszawa, 
hvor jeg endelig var fri og endelig kvinde. Engang, 
da jeg var barn, hørte jeg fjedrene i sengen i soveværelset knage og brage, 
men der var ikke andre lyde, ingen menneskestemmer; det må have været den nat, 
Rivka blev undfanget, 
og jeg lå rædselsslagen i stuen, rædselsslagen over stilheden. 
Men med Yussel og mig var der masser af lyde -
 støn og skrig og latter og gisp - åh nej - nej...

( Hun vifter afværgende. )

Jeg har ikke lyst til at huske det.

( Pause. )

Og vi levede lykkeligt til vores dages ende.

( Hun tager en stor slurk af glasset. )

Yussel var ikke nogen dårlig maler. Han var måske ikke en ny Chagall, men på den anden side, hvem er det? 
Jøder er ikke visuelt begavede - bare se på deres tøjsmag. Jeg tror, 
det er fordi vi aldrig har fået lov til at lave billeder af Gud, i modsætning til goyerne, 
som elsker nøgne figurer af mænd, der er fanget i en slags sado-masochistisk ekstase, 
smækket op på et stykke træ eller med en pil lige gennem brystvorten. 
Men sex og Gud er viklet håbløst ind i hinanden for goyerne; for jøder er de hver for sig. 
Vi kan ikke se vores Gud, så vi kan ikke begære ham. Og når han lader os i stikken, hvad han altid gør, 
føler vi os forrådt af en forælder, ikke af en elsker. Eller måske, ligesom en forælder, 
en skønne dag dør Han bare. Så, tro mig, når jeg gik i seng med Yussel, var der ingen religiøs dimension. 
Faktisk var han umættelig. Han måtte simpelthen have alting idag, som om imorgen ikke engang kunne tænkes. 
Måske vidste han det.

Når vi ikke elskede, var vi i biografen, især når de viste western. 
Vi elskede cowbojdere og indianere og diligencer i fuld fart om hjørnet og ørkenroser, 
der ruller ind i en øde by. Vi kunne også godt lide musicals, især de fjollede jiddishe med Molly Picon, 
der danser omkring i sin shtetl og synger -

( Synger: )

“Yiddle mit a fiddle...
Yiddle, Yiddle, Yiddle...”

Vi gik Warszawas gader tynde sammen med vores venner og diskuterede og drømte og lo, og gooyerne, 
der kom forbi, kiggede efter os med ubehag og endda modvilje, og en nat, 
da vi gik over Kravidjinbroen, 
hørte jeg om Palæstina for første gang, vore forfædres land, 
landet Gud lovede us, og jeg fnisede, fordi, selv da, vidste jeg alt om Guds løfter. 
Så bøjede Yussel sig ned og bed mig i øret, og alt andet var ligegyldigt.

Sommetider solgte Yussel et maleri, men han tjente ikke meget; det sidste han havde brug for, 
var en kone, men nu, lige pludselig, så havde han en kone, og året efter, et barn. 
Jeg kaldte hende Esther, 
hun havde rødt hår ligesom sin far og to blå øjne.

Jeg ved ikke, hvordan Yussel mistede sit øje, han nægtede at fortælle mig det, men af og til, 
midt om natten, kunne han begynde at skrige, og jeg holdt om ham og strøg ham over panden, 
og så begyndte Esther at græde, og jeg blev nødt til at tage hende op, 
og om morgenen beskyldte han mig for at lade ham i stikken og være ligeglad med hans lidelser, 
og jeg sagde, jeg ved ikke, hvad det er, der gør så ondt, og han sagde, at jeg var blind, 
og jeg bed mig i tungen og sagde ikke, altså, det er faktisk dig, der er blind, halvblind, 
og jeg ved ikke hvorfor. Når vi elskede, styrtede hen sig ind i mig, men jeg kom aldrig ind i ham, 
ikke rigtigt; følelsesmæssigt kunne jeg få forspillet, ikke andet, og jeg følte mig, her, 
i det tætteste forhold, jeg nogensinde skulle opleve, stadig udenfor, ligesom ørkenrosen, 
der ruller gennem den øde by, og pludselig savnede jeg Yultishka og blev nervøs for mama 
og Rivka og lå så vågen natten igennem og lyttede til soldaterne marchere udenfor. 

[ Que 50 Lysskift til Rød baggrund ]

Da nazisterne gik ind i Warszawa, sagde det mig ikke noget. Det var andre folks krig. 
Jeg elskede Warszawa, men nærede ingen ømme følelser for Polen. 
Hvor meget værre kunne tyskerne være? 
Ja, jeg kan ikke gøre for det, sådan tænkte jeg faktisk, hvad vidste jeg om det?

Jeg kan ikke huske ghettoen.

( Pause. Hun drejer hen for enden af bænken. )

Joeh - godt - stuvet sammen. De fjernede os fra vores hjem. 
De flyttede os ind på det samme lille område 
og byggede en mur omkring os. Der var tolv jøder pr værelse. Tolv - tolv - pr værelse. 
Men jeg kan ikke huske det. 
Måske det ikke var tolv. Jeg ved ikke. Nu skal jeg fortælle jer, hvad helvede er 
- det er tolv mennesker, der snorker på een gang. Måske er det noget, jeg bilder mig ind. 
Yussel havde sine onde drømme hele tiden nu. Jeg havde ingen onde drømme. 
Man er nødt til at sove for drømme. 
Jeg var bange for at sove. Jeg var bange for, der skulle ske noget med Esther, hvis jeg sov. 
Hvordan var dether sket? Så sent som igår gik vi over Kravidjinbroen. 
Så sent som for en måned siden spiste vi chokoladekage på kaféen. Kage. 
Nu var der en halv kylling til deling mellem alle i værelset. Tolv mennesker. Måske det ikke var tolv. 
Hvad var det her? Hvem var den mand dér med rødt hår og ring i øret? Hvad lavede jeg sammen med ham? 
Jeg skulle have stået og solgt grapefrugter ved vejen. Og så var der ikke længere nogen halv kylling. 
Vi sultede.

Jeg ledte efter min bror. Jeg fandt ham i den anden ende af ghettoen. 
Asher og Chaya boede sammen med ni andre. 
Deres barn var dødt. Kolera. Chaya stod og skreg, da jeg kom ind på værelset. Asher sagde, 
jeg skulle ignorere hende, men jeg kunne ikke. Jeg prøvede at trøste hende. Hun råbte kælling efter mig. 
Hun trak mig i håret. Jeg gav hende en lussing. Snart skreg jeg også. Jeg ved ikke hvorfor. 
De havde ingen mad. Asher sagde, at han havde forbindelser, 
der kunne skaffe mig et job på en fabrik udenfor ghettoen. 
Ejeren var velvilligt indstillet overfor jøder og ansatte flere, end hun havde brug for, men kun kvinder. 
Chaya begyndte at rive sine bryster til blods. Asher tog et reb og bandt hendes hænder. 
Jeg så, hvor tynd han var. Hvorfor var vi i Warszawa? Chaya begyndte at kaste op. 
De andre i værelset skældte hende ud. Jeg løb ud i natteluften. Der var ingen luft. 
Hjemme i mit værelse lå Yussel og stirrede op i loftet. Esther sad og fortalte sigselv en historie. 
Hun var tre. Jeg tog Yussels hånd. Hvor har du været, hvorfor lod du mig stikken, sagde han.

Jeg begyndte på fabrikken. Man blev ført ud af ghettoen om morgenen og eskorteret tilbage om aftenen. 
Yussel ville ikke have, jeg gik, men vi havde brug for maden. 
Kvinder kunne af og til smugle mad med ind i ghettoen; 
de unge soldater ved porten var mærkeligt tilbageholdende med at kropsvisitere. 
En eftermiddag, på fabrikken, hørte vi larm fra ghettoen. Vi løb hen til vinduet. Vi kunne se ghettomuren. 
Der steg røg op bag muren. Vi hørte skrig i det fjerne. Skrig. Nej, vi gjorde ej. 
Jeg kan ikke huske, hvad vi hørte. Nogle af kvinderne på fabrikken besvimede. Min krop mistede fatningen. 
Jeg sked i bukserne. Esther og Yussel var i ghettoen. Jeg løb ud på badeværelset. Koldt vand hjalp ikke. 
Jeg ville sove. Skrigene blev højere. Nej, de gjorde ej. Jeg kan ikke huske det. 
Vi måtte hen til vores maskiner igen.

Om aftenen kom vi tilbage til ghettoen. Gaderne flød med lig. Huse stod i brand. 
SS mænd patruljerede med hunde. 
Jeg fandt mit værelse; alt derinde var slået til pindebrænde. Det var tomt. Hvor var Esther og Yussel? 
Jeg gik rundt i gaderne og kaldte på Esther, sammen med andre mødre, der kaldte på deres børn; 
en gigantisk salme af navne fyldte ghettoen under den røde himmel. Mange år senere var der en, 
der tilbød mig LSD; jeg sagde, jeg ikke behøvede tage det, jeg vidste, hvordan det var, hallucinationerne; 
et minut der varede i timevis, mærkelige syner der farer gennem sjælen og så forsvinder, 
følelsen af at man aldrig kommer ned i virkeligheden igen. Jeg vidste, hvordan det var. 
Jeg fandt et tomt hul, hvor Ashers værelse havde været. Det var væk. Asher var væk. Chaya var væk. 
En hånd trak mig væk fra fortovet. Det var Simka, en mand fra vores værelse. 
Han havde skjult sig i en kælder et andet sted i ghettoen. Da razziaen begyndte, var han i vores værelse. 
Yussel havde givet ham Esther og sagt, tag hende med ned i kælderen. Men Yussel var blevet. 
Hvordan skulle han slippe ubemærket gennem gaderne med sit røde hår og sin ørering?

Hvorfor gik han med ørering? Troede han, han var sigøjner? 
Jeg havde lyst til at rive den ud af øret på ham, så øret blødte. 
Han sagde til Simka, sig til min kone, min Rosala, at hun skal passe på vores datter. 
Ikke andet. Jamen tusind tak, Yussel, mit livs kærlighed. 
Senere var der en, der fortalte mig, at de havde set ham marchere i venstre fangekolonne, 
kolonnen for ubrugelige, kolonnen for etøjede, kolonnen der gik til lysningen i skoven, 
hvor maskingeværerne stod. Gødning. De brugte ligene til gødning. 
Hvad gjorde de af øreringen? Jeg kan ikke huske noget af dether.

Simka og Esther løb væk gennem gaderne. Simka så ikke på mig, mens han talte. 
Han lukkede øjnene. Han sagde, de kom forbi et suppekøkken. Det Jødiske Råd uddelte suppe. 
Esther rev sig løs fra Simka. Simka holdt hænderne for ansigtet, mens han talte. 
Esther løb hen mod suppen. De havde aldrig delt suppe ud før. En ukrainsk soldat kom forbi. 
En ung lyshåret ukrainer. Måske var det en nabo fra Yultishka. 
Ukrainerne hjalp tyskerne med at bevogte ghettoen. Men hvorfor suppe idag? 
Soldaten havde en lille pistol. Simka gentog det igen og igen, en lille pistol, 
som om størrelsen betød noget. Esther løb hen efter suppe. 
Soldaten sigtede med sin pistol, den lille pistol. Esther rakte ud efter suppen. 
Soldaten trykkede på aftrækkeren. Aftrækkeren var vel også lille. 
Kuglen ramte hende i panden. Han var måske fra Yultishka. Han kom bare forbi. 
Simka begyndte at græde. Esther lå død foran suppen. Mest vand, det var faktisk ikke suppe. 
Jeg sparkede Simka i maven. Så jeg skulle passe på hende. Jamen tusind tak, Yussel. 
Simka faldt om. Jeg løb ud på gaden igen. Jeg ved ikke, hvad der så skete. 

[ Que 60 Lysskifte blå baggrund og Musik 2 ]

( Pause. )

Hvis jeg var buddhist, ville det give point. Til det næste liv.

( Pause. )

Jeg skal snart have min pille. For vejrtrækningen.

( Pause. )

Jeg sad i shive ned i kloakkerne. Der var ingen træbænke, men Gud er overbærende. 
Bortset fra at jeg holdt op at tro på Gud. Gud døde i ghettoen; da jeg sparkede Simka; 
lige der omkring. På den anden side, jeg kunne ikke undvære ritualerne. 
Så jeg sad i en slags intellektuel shive. For Esther. For Yussel. For Asher. For mama. 
For Rivka. Jeg vidste inderst inde, at mama og Rivka også var væk. 
Senere mødte jeg en fra en landsby tæt ved Yultishka, som beskev vores shtetls endeligt. 
Nazisterne kommanderede alle jøderne ind i skolebygningen, låste dørene og brændte den ned. 
Ganske enkelt. Skrig bag murene. Igen. Jeg sad i den slags shive i to år. 
Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg kom ned i kloakkerne, der er et hul. 
Men da jeg først var der, åhå, jeg husker det hele. Vi var omkring tredive. 
Jeg var følelsesløs. Novocain. To år. 
Man gør ting for at holde sig i live... jeg husker... det hele...

( Hun tager vandglasset og drikker meget langsomt ud. )

( Hun siger ikke noget. )

( Lang pause. )

Så meget kan jeg sige. Vi talte om Jerusalem. Vi sad ved Babylons floder, under Warszawa, 
og vi huskede Zion. Det forjættede land. Løftet. Vores eget. Ingen andres. Ingen kosakker. 
Ingen nazister. Kun os. I sikkerhed.

Nå, jaja. Krigen var forbi. Den ene dag marcherede nazisterne ind i Warszawa. 
Den næste dag, russerne. Den ene dag var Stalin og Hitler hjertevenner. Den næste dag, fjender. 
Det angik ikke os. Jeg var stadig følelsesløs, men mine fødder virkede. Jeg kom ud derfra. 
Væk fra russerne. Jeg måtte til et sikkert sted. Hvor var der sikkert? Nemlig. 
Tyskland var sikkert. Lange kolonner af flygtninge strømmede gennem Polen på vej mod det land, 
der havde knust dem. Som nu selv var knust. Vi kom gennem Dresden. 
Et barn uden arme kravlede om i gaderne. Gaderne lå i ruiner. 
De gode havde vundet over de onde og havde reddet, hvad der var tilbage af vores liv, 
men barnet havde ingen arme. Jeg fandt amerikanerne. De bød os velkommen. 
De gav os cigaretter. Jeg havde aldrig røget før. Jeg røg de næste halvtreds år. 
Nu kan jeg ikke få vejret. De gav os suppe. De satte os i en lejr. De kaldte det et center, 
men tro mig, det var en lejr. En fin lejr, ikke en dårlig lejr, men stadigvæk, en lejr. 
Pigtråd og køjesenge. Krigen var forbi. Hvad lavede jeg i en lejr? 
I Tyskland, hvor der er sikkert? 
Jeg blev officielt benævnt hjemløs. Det kunne jeg godt have fortalt dem længe før.

Lejren var overbefolket. Ingen vidste, hvad de skulle stille op med os. 
Vi havde ingen hjem at vende hjem til. Men jeg havde et sted at tage hen. Palæstina. 
Jeg blev adopteret af zionisterne i lejren. Jeg var en heltinde. 
Var jeg måske ikke gået til modstand i ghettoen? Faktisk nej. Det var jeg ikke; 
da ghettoen rejste sig i et sidste gisp af raseri, var jeg allerede i kloakkerne. 
Men jeg lod dem tro, hvad de gerne ville tro. De var min billet væk.

En dag kom menneskesmuglerne. Højt betalte forbrydere, lønnet af Haganah. De bestak soldaterne. 
Tohundrede mennesker blev udvalgt fra vores lejr. 
Nogen havde tre sæt tøj udenpå hinanden og en vadsæk i hånden. Min bagage var let. 
Jeg havde ingen. Sæbe og et håndklæde. Vi krøb gennem et hul i hegnet. 
Vi kravlede ombord i lastbilerne. Lastbilerne kørte væk i natten. Nogle skreg. 
De huskede nazisternes lastbiler. De troede, det var en fælde. 
Men næste nat var vi i Frankrig. I Sete, ved havet. Jeg havde aldrig set havet. 
Det var bare endnu et billede, endnu en hallucination. Der lå et skib i havnen. 
Det var ved at falde fra hinanden. Vi blev gennet ombord, som kvæg, 
og muhede og skubbede og faldt i mørket. Det var et kvægtyveri, ligesom i Red River, 
og kun forsigtighed afholdt smuglerne fra at råbe yippee-ai-oh. 
Men da vi først var ombord, var vi ikke kvæg længere. Nu var vi sardiner. 
Skibet kastede los og sneg sig ud af havnen. Franskmændene vendte det blinde øje til. 
Englænderne var fast besluttede på at forhindre os i at tage til Palæstina. 
Englænderne havde vundet Palæstina i Matador, forstår I, 
og de prøvede at holde på både det og deres værdighed. Deres udenrigsminister hed Bevin, 
og han var selve goyen fra helvede. 
Han slap kun femten hundrede jøder om måneden ind i det Hellige Land. 
Haganah prøvede at snige så mange jøder som muligt ind i landet, 
selvom snige næppe er det rette ord; vi var en knagende gammel båd i rum sø, 
svære at overse, og inden der var gået en dag, blev vi skygget af engelske krigsskibe.

Stemningen ombord var slået om. Vi fik lov at komme op på dækket, 
og pludselig var der en harmonika og syngende og dansende sardiner. Jeg hørte musik. 
Middelhavet var legesygt, bølgerne hypnotiske, 
og et øjeblik begyndte følelsesløsheden at fortage sig. 
Så så jeg børn spille bold, en lille pige lege gemmeleg, en lillebitte pige, 
og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke huske. 
Jeg ville ikke have de hurtige skarpe billeder i mit hovede, 
og jeg var vred på Yussel, på Yussel, for at have ring i øret.

Jeg åbnede øjnene. Jeg så en mands brystkasse, en brystkasse uden hår. 
Hvad var ideen med at åbne øjnene, hvis billederne ikke gik væk? 
Så gik det op for mig, at brystkassen sad fast på en matros, som smilede til mig. 
Hvorfor smilede han til mig? Det blæste køligt fra havet. Han tog skjorten på, 
men han fumlede og stak hovedet ind i ærmegabet og sad fast. 
Skibet blev styret af matroser, der ikke kunne finde vej i en skjorte. 
Pludselig blev min krop grebet af kramper. Min rygrad trak sig sammen, min mave bølgede. 
Jeg mærkede en elektrisk strøm løbe gennem mit bryst, og jeg vidste, at nu var den her, 
endelig, nu skulle jeg dø, og jeg hørte en lyd fra min strube, en mærkelig, gylpende lyd, 
og så blev jeg klar over, hvad der skete. Jeg lo. Det havde jeg glemt. 
Jeg havde ikke leet siden kaféen i Krochmalnagaden. Noget Yussel havde sagt. 
Var det virkelig sket? Og nu, i et andet liv, i rum sø, 
havde den tossede matros med hovedet i ærmegabet fået min krop til at råbe ha-ha-ha. 
Hvem har opfundet den lyd, de stavelser? Hvis ha-ha-ha er et ord, er det det eneste, 
der findes på alle sprog. Og så blinkede matrosen 
- ham der fremkaldte ha-ha-ha - til mig og forsvandt i mængden.

Om aftenen kom han tilbage. Vi var stadig oppe på dækket. Han satte sig ved siden af mig, 
eller rettere faldt ned ved siden af mig; Matrosen hed Sonny. Sonny Rose. Han talte jiddish, 
hans forældre kom fra en landsby ikke langt fra min, men han var født i Amerika.. 
Jeg spurgte, om han var fra Vesten, med indianere og ørkenroser, men han sagde, nej, New Jersey. 
Jeg syntes lidt mindre om ham. Da jeg fortalte ham, hvad jeg hed, sagde han, 
arh, det var ærgerligt, så kan vi ikke blive gift, så ville du hedde Rose Rose. 
Jeg er ikke sikker på, det kunne ses på mit ansigt, men af en eller anden grund tror jeg, 
jeg smilede. Mr Bevin derimod smilede ikke. Hans krigsskibe kom nærmere. 
Næste morgen hejsede matroserne et banner tværs over skibet. Der stod: Exodus 1947. 
Sonny var med til at hænge banneret op, men han mistede fodfæstet og hang 
og dinglede fra Davidsstjernen, indtil hans grinende kammerater hjalp ham ned.

Vi nærmede os land, forjættet land. Nærmede os kun, vi var stadig i internationalt farvand, 
som skulle være sikkert. Den nat sejlede krigsskibene op på siden af os. 
De klemte os. Så vædrede de os. Vi hørte stemmer på engelsk i megafoner. 
Hvad sagde de? Så var der tåregas. Engelske matroser med stålhjelme bordede skibet. 
De havde køller. Vi havde sodavandsis. Haganah havde stuvet vores hårdeste fødevarer på dækket, 
så vi kunne slås med dem. Flygtninge smed dåser med kosher kødsovs mod stålhjelme. 
Jeg så en dreng, ikke mere end seksten, hele hans familie udslettet i lejrene, blive skudt i ansigtet. 

[ Que 70 Lysskift ]

Jeg samlede en kartoffel op. Jeg smed kartoflen. Pludselig fandt alt det, 
der var sket de sidste syv år, sin udløsning gennem kartofler. 
Jeg var ikke følelsesløs længere. Jeg smed kartofler for mit barn, 
jeg smed kartofler for Yussel, for mama. Jeg skreg. Jeg var oprømt. Jeg var næsten lykkelig. 
Og jeg sigtede godt. Mr Bevin’s drenge faldt som fluer. Jeg så nogen sigte på mig med sit gevær, 
og så pludselig lå jeg på dækket. Sonny havde væltet mig omkuld. En kugle piftede hen over os. 
Sonny trak mig ind i et hjørne, væk fra kampen. Han kyssede mig. 
Jeg har lige reddet dit liv, sagde han. Jeg så på ham. 
Jeg hadede ham for det.____ 

[ Que 80 Lysskift og Musik 3 ]

Englænderne overtog skibet,. Endelig kom vi ind i Palæstina, men vi var under arrest. 

Vi gik i land. Mandatpolitiet kom ombord og førte os ned fra skibet i enkeltkolonne. 
Farvel sardiner, tilbage til kvæg. Palæstina så ikke ud af meget. Det var beskidt og varmt, 
og der var insekter overalt og besynderligt udseende arabere i kjole og hovedtøj og 
dromedarer og jeeps og tilflytterne, der råbte hurra ad os, da vi marcherede forbi, 
og pludselig faldt kvinden foran mig på knæ og kyssede jorden og råbte Palæstina, 
og jeg tænkte, sikke dog et sentimentalt fæ hun var, og så mærkede jeg grus skrabe mod kinden, 
og jeg blev klar over, at jeg også lå på knæ, og mine læber rørte jorden, og jeg vidste ikke, 
hvorfor jeg lå på knæ, eller hvorfor jeg var begyndt at græde, 
og jeg mærkede en politimand hale mig op og genne mig tilbage i geleddet.

Vi var sultne, men de gav os ingen mad. Vi var tørstige, men de bød os ikke vand. 
I stedet sprøjtede de os for lus. I mange år derefter troede jeg, 
at hvis englændere inviterer en hjem til sig, så sprøjter de en først. 
Og så marcherede de os hen til et andet skib, og vi sejlede bort fra Palæstina. 
Nu var vi på vej til Cypern, hvor de havde - gæt engang - lejre, lejre for illegale immigranter. 
Amerikanerne var også med på skibet, og næste morgen opdagede Sonny, som kunne læse et kompas, 
at vi alligevel ikke skulle til Cypern. Vi var i rum sø, på vej tilbage til Europa.

Sonny var helt ophidset. Exodus havde skabt opstandelse. 
Han sagde, englænderne havde overspillet deres kort, de havde lavet en public relations katastrofe. 
Jeg så på ham, uforstående; når man lige har været igennem en krig i Europa, 
for slet ikke at tale om et Holocaust, så var man ikke helt på det rene med, 
hvad public relations var for noget.

Vi lagde til igen, denne gang i Hamburg. Vi nægtede at gå i land. 
Engelske soldater strømmede om bord og slog os med køller; de var ved at blive helt gode til det, 
og slæbte os ned fra skibet. De trak os hen til et tog. En kvinde skreg, da hun så, 
at toget havde tilgitrede vinduer. Jeg blev gennet op i toget. Det var kaos. 
Jeg kunne ikke se Sonny, men han var amerikaner, så han var fri. 
Pludselig var der en masse damp; toget begyndte at køre, meget langsomt. 
Jeg så Sonny på perronen løbe langs toget og råbe mit navn. 
Jeg gik hen til døren, som stadig stod åben. 
Det er latterligt, råbte han. Spring af toget. Spring af og gift dig med mig. 
Jeg tager dig med til Amerika. Og så kan vi senere tage til Palæstina. Spring. Rose! Spring!

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit hjerte levede knap nok mere; hvis min krop sprang, 
ville den ikke have nogen kærlighed med. Og måske havde jeg stadig en mand. 
hvordan kunne jeg egentlig vide, at Yussel var død? 
Nogen havde set ham marchere afsted til maskingeværerne, jojo, men havde de set et lig? 
På den anden side, hvordan kunne han have overlevet? Men burde jeg ikke lede efter ham? Bare hvis? 
Hvis - der var sket et mirakel?

Spring, skreg han. Toget kørte ud fra perronen. Toget til ingensteder. Amerika, råbte han. 
Jeg lænede mig ud af toget. Jeg kunne ikke tro på, jeg havde en fremtid. Amerika, Amerika! 
Min hjerne gik i stå. Jeg lukkede øjnene. Var det ikke ligemeget? 
Jeg sprang. Han greb mig og tabte mig så, og vi rullede rundt på perronen, 
og så var vi omringet af soldater med geværer, og de råbte til os, 
og jeg så toget forsvinde ind i tågen, ind i Europa, ind i det, 
min slags senere ville kalde Det Gamle Land._____ 

[ Que 90 Lysskift og Musik 4 ]

( Rose tager en taske frem under bænken. 

[ Que 100 Fade Musik ud ]

Hun tager en samling medicinflasker op af tasken 
og lægger dem, een for een, på bænken. )

ROSE
Papa ville være stolt af mig. Jeg tager medicin nu. For vejrtrækningen. For kolesterolet. 
For nyrerne. For dit og for dat. Jeg gør det, papa drømte om så længe. Jeg er ved at dø. 
Ikke af noget bestemt, men når man er firs, er man, dybest set, på vej ud. 
Er det ikke besynderligt, at jeg stadig er i live? 
Så tit som jeg har lukket øjnene og sagt, nu, nu, tag mig nu, kære Gud. 
Jeg kan ikke mere. Hvis der er en Gud, så tager du mig nu, og i de øjeblikke troede jeg på ham, 
og så, når jeg åbnede øjnene, gjorde jeg ikke. Men Gud er som politiet. 
Han er der aldrig, når man har brug for Ham, og så, selvfølgelig, tager han en, 
når man ikke har gjort noget. 

( Hun sætter tasken på gulvet )

Hvorfor bruger jeg så meget tid på at tale om noget, jeg ikke tror på?

Problemet er, jeg kan ikke synke piller. Engang fik jeg en aspirin galt i halsen og døde næsten, 
og det er ikke den på måde, jeg vil herfra, jeg vil herfra stille og roligt midt i en sætning. 
Så jeg har været bange for piller lige siden. Så jeg tygger mine piller. 
Problemet er, at de smager som æsellort. Så jeg må slå smagen ned.

( Hun tager en bakke flødeis op af frysetasken og sætter den i skødet. Hun åbner den. 
Hun tygger en pille og spiser så et par skefulde is og gentager processen, 
mens hun taler, indtil hun er færdig med medicinen. )

Jordnøddesmør med vanilje. Det er en ny smag. Jeg kan godt lide at følge med. 
Jeg ved det, jeg ved det, jeg spiser flødeis for at tage en pille mod kolesterol. 
Ved De hvad - er det ikke ligemeget?
Første gang, jeg smagte flødeis, var i Atlantic City. Flødeis og softice. 
Der var en bod med softice på strandpromenaden, foran varietéen, lige ved molen, 
overfor stranden hvor jeg solgte stole. Sonny var født og opvokset i Atlantic City. 
Han har sikkert fortalt om det på skibet, men jeg hørte som regel ikke efter, 
og som følge deraf vidste jeg næsten ingenting om ham. Det eneste jeg kunne tænke på var, 
hvorfor er jeg her, skulle jeg være blevet på toget, hvem er denne mand?

Sonnys forældre havde også et par hvem-spørgsmål. 
Deres dreng løber hjemmefra for at blive sørøver og kommer tilbage med en katatonisk shtetl-pige, 
når det, de altid havde ønsket sig, var en sød jødisk-amerikansk svigerdatter, 
der hed Sheila eller Arlene, som i det mindste talte engelsk, hvilket er lidt skørt, 
hvis De spørger mig, da de aldrig selv havde gidet lære sproget, 
mens jeg talte det flydende efter et år. Men hvis hans forældre stadig talte jiddish, 
så var de ikke alene om det; Atlantic City var Warszawavilde Strand, hvilket var ironisk, 
for hvis der nogensinde har været et folk, der ikke er skabt til at gå i badedragt, så er det os. 

Sonnys far havde flere strandstolelicenser, 
og han gav Sonny en af dem som et skub op af stigen - selvom jeg ikke kunne forestille mig, 
hvad strandstole skulle føre til. 
Vi lejede vores strandstole ud på timebasis til de solbrændte masser; 
Sonny og jeg slæbte stole hen til et bestemt sted i den brændende sol, hvilket som oftest betød, 
at Sonny snublede over en stol, så de begge fløj i adskillige retninger på en gang. 
Han havde aldrig skjorte på på stranden, hvilket var et forsonende træk, 
selvom hans krop ikke havde Yusssels skarpe linier. Yussels dit, Yussels dat, 
Yussels eksamensbevis, som var rene ug’er, mens Sonnys knap nok nåede gennemsnittet. 
Om natten var der forsøg på elskov, selvom han var lige så klodset i sengen, 
som han var på landjorden. Vores elskov var tyst, ligesom mine forældres, 
og om morgenen var jeg sur og fjern og grusom. Da jeg blev gravid, gik der panik i mig. 
Hvordan skulle jeg kunne få et barn til, et barn jeg ikke kunne beskytte? 
Jeg tænkte på at kaste mig ned ad trappen, 
men jeg har aldrig kunnet handle udfra mine lavere instinkter, 
og så blev Abner født. Sonny ville have mig til at kalde ham Asher, 
men hvordan skulle jeg kunne sige Asher hver eneste dag og huske? 
Abner var tæt nok på, og det var så amerikansk, det ligefrem kunne være navnet på en cowboy.

Sonny og jeg drømte stadig om Palæstina, undtagen det var ikke længere Palæstina, men Israel, 
omsider en nation. Vi vidste, det var der, vi hørte hjemme, 
men jeg kunne ikke klare tanken om en lang rejse igen, ikke lige nu. 
For en gangs skyld ville jeg bare blive, hvor jeg var, om det så bare var et par år.

Vi gik i det jiddishe teater og så stykker, hvor dæmoner og trolde hjemsøgte shtetlerne, 
og jeg huskede, hvor overtroiske vi var i Yultishka, hvordan mama spyttede tre gange, 
hvis nogen nævnte de døde, og hvordan Satan var ligeså håndgribelig som Gud. 
En aften så vi Djibbukken, et stykke om en ung pige, hvis krop er besat af hendes døde elskers sjæl. 
Jeg rystede over hele kroppen, da tæppet gik ned. Hvad er der i vejen, spurgte Sonny. 
Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham. 
Jeg løb ud på promenaden og ned på stranden og stirrede ud over havet, som lå badet i måneskin. 
Jeg kunne løbe ud i havet og finde det sted, hvor horisonten endte. 
Sonny løb efter mig og tog mig i sine arme. Nej, der er en anden løsning, tænkte jeg. 
Jeg ville bringe Yussel tilbage til mig. Jeg ville få Yussels sjæl til at besætte min krop.

Hvis Yussel virkelig skulle besætte mig, måtte jeg give ham et skub. 
Jeg besluttede mig for at farve mit hår rødt og gå med en lang sigøjnerørering og i bukser, 
hvilket ikke var acceptabel kvindemode i de dage. 
En vis form for blufærdighed afholdt mig fra at stikke det ene øje ud.

Han trængte til opmuntring. Jeg fandt en bog om kabbalaen, 
og i den den perfekte trylleformular for at påkalde en død ånd. 
Man skulle bruge sæd, hvilket var vanskeligt, men en skønne nat, 
da Sonny fjumrede rundt inde i mig, bad jeg ham trække sig ud og komme på min mave. 
Så snart han var færdig, sprang jeg ud af sengen og skovlede hans sæd op med et stykke pap. 
Jeg løb ud i køkkenet, hvor jeg blandede sæden med en finhakket kyllingehals og olivenolie og 
kryddernelliker. Sonny stod i døren og så på. Jeg var sikker på, han aldrig ville tilgive mig. 
Istedet smilede han på en måde, jeg aldrig havde set før. 
Min fascination af hans sæd var åbenbart en kompliment til hans mandighed, 
og mine eksperimenter med tryllesalver var så - altså - ikke-amerikanske, 
så primitive, så europæiske, så eksotiske, og var det egentlig ikke derfor, 
han havde giftet sig med mig og ikke Stephanie Perlow fra Ashbury Park? 
Jeg smurte tryllesalven ud på soveværelsesdøren. 
Så tilbød Sonny at give mig en hånd, lidet anende at han hjalp mig med at mane min tidligere mand frem. 
Men Yussel var besynderligt uinteresseret i Sonnys sæd; jeg længtes efter at mærke ham i min krop, 
men han var der simpelthen ikke endnu.

Og så landede Miss America. 
Miss America konkurrencen var den officielle slutning på sommersæsonen i Atlantic City, 
og det var en stor historie for strandstoleindustrien, da konkurrencen begyndte med en parade. 
Hver stats skønhedsdronning rullede ned ad strandpromenaden på sin egen platform, 
og tilskuerne måtte Gud være lovet have noget at sidde på.

Abner legede i og omkring stolene; Det var en svidende varm dag. 
Sonny syntes, vi skulle have os en creamsoda. Han krydsede promenaden, 
foran Miss Colorado, og forsvandt i mængden. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. 
Jeg åbnede dem, så Miss Delaware, lukkede dem igen. Yussel var så nær ved. Jeg vidste det. 
Jeg er sikker på, han nød paraden. Så mange kønne piger. Skiderik. Jeg begyndte at falde hen. 
Jeg vågnede ved at høre Abner skrige far, far. 
Jeg så over mod promenaden, idet Miss Iowa vinkede til mig. 
Sonny vaklede gennem mængden på den anden side. Han havde tre dåser creamsoda i favnen. 
Han tabte en dåse. Han samlede den op. Han tabte en anden. Han tabte balancen. 
Han trådte en kvinde over tæerne. Hun skreg. Han tabte den tredie dåse. Folk lo af ham. 
Han begyndte at gå over mod os, men han vaklede igen og stødte sammen med Miss Massachusetts, 
eller rettere, hendes platform. Han gik ned for fuld tælling. 
En i mængden råbte, fyren er fuld. Men jeg vidste, det passede ikke; Sonny rørte aldrig alkohol, 
Og så, på en brøkdel af et sekund, skete det. Det jeg havde ventet på. Miraklet. 
Jeg mærkede en skælven nær ved mit hjerte. Nogen var ved at presse sig ind i min krop. 
Det var Yussel. Yussel var endelig kommet. Yussel havde taget over. 
Men det var ikke, som jeg havde forestillet mig. Jeg troede, jeg ville høre Yussels stemme, 
måske endda tale med hans stemme, og ihvertfald ville jeg tænke hans tanker. 
Men nej, han tog over med sit øje. Han kom ind i mine øjne, og de så gennem hans ene gode. 
Mine øjne - Yussels øje - stillede skarpt på Sonny og så, at Sonny slet ikke var klodset, 
og at Sonnny bestemt ikke var fuld. Yussels øje så, at Sonny var syg, 
at der var et eller andet i vejen med Sonny, at Sonny nu måske var ved at dø. 
Jeg trak vejret dybt. Jeg løb over til Sonny og hjalp ham op. 
Ved ikke, hvad der er galt, skat, sagde han. Det er ikke noget, det er bare solen, 
sagde jeg, men inden i mig, indeni, sagde jeg, Yussel - farvel, fordi jeg vidste, 
at nu blev han nødt til at forsvinde og forsvinde for altid, 
og jeg mærkede hans gode øje slippe taget i min hjerne, 
og jeg mærkede hans ånd stige op gennem min krop og ud af min krop og flyve over Miss Oregon og 
Miss Pennsylvania og flyve endnu længere, 
indtil den var forsvundet i den fugtige New Jersey luft._____ 

[ Que 110 Lysskift og Musik 6 ]

( Hun skænker sig et nyt glas vand. )

Min læge siger, der ikke er noget i vejen med min vejrtrækning. Hvis der var, siger han, 
ville jeg ikke snakke så meget. Du falder død om midt i en sætning, siger han. 
Han prøver at skræmme mig. Tro mig, det er noget af en saltvandsindsprøjtning.

( Hun nipper til vandet. )

Godt. Altså. Otte år senere ejede jeg et hotel i Miami Beach. Tja, meget amerikansk, ikke? 
Men hvad kunne jeg stille op? Jeg havde en mand, der skulle have masser af lægehjælp. 
Amerikanere har en tendens til at mene, at sygdom er usundt. Det koster. 
Så jeg måtte ud og fægte mig frem.
Jeg tog et job som indkøber til Hotel Majestic. Snart kørte jeg køkkenet. 
Snart bestyrede jeg stedet. Gæsterne elskede mig. Jeg forstod dem og deres gebrækkeligheder, 
og jeg var venlig, når det var påkrævet, og grusom, når det var nødvendigt, 
og det var let, for det gav mig mulighed for at beskytte Sonny, og også Abner, 
og jeg kunne gøre for dem, hvad jeg ikke kunne gøre for Esther. 
Måske er det derfor, Yussels øje havde vist mig sandheden. Måske. Hvem ved. 
Sonny led af en sjælden nervesygdom; den havde langsomt taget til gennem årene 
- da han kastede sig for mine fødder på skibet, 
var det ikke kun et udtryk for kærlighed og nu ville det gå hurtigt.

Sonny's drømme, hans fantasier om Israel måtte stuves af vejen, 
ligesom Sonnys (hans) personlighed, i et afsides skab.

Abner blev større; vi kaldte ham Abbie nu; og da han var syv, 
var det hans tynde lille stemme, der annoncerede aftenens program over Majestics højttalere.

Jeg pirrede gæsternes nysgerrighed på grund af Exodus. 
Det gav mig anseelse; det lugtede af eventyr, til forskel fra dødslejrene, 
som var for mørke og truende til at tænke over. Et skib kunne de håndtere. 
Jeg fortalte dem ikke om alt det andet. Jeg fortalte heller ikke Abner om ghettoen, 
eller ikke engang Yultishka. Jeg sikrede mig, at gæsterne aldrig talte direkte til ham på jiddish. 
Jeg ville have, Abner skulle være en gennemamerikansk dreng. 
Jeg klædte mig ikke længere som en retarderet sigøjner. De vidste, jeg ikke rigtig hørte til. 
Men hvad der endegyldigt fastslog min popularitet, var den eneste virkelig værdifulde ting, 
Sonny havde skænket mig, hvis man ser bort fra mit liv, og det var mit navn. 
Hvem kan glemme Rose Rose?

Hvad folk glemte, var Majestic. Snart sagde de, vi er hos Rose Rose i sommer. 
Det vil sige, dem der stadig tog til Atlantic City. 
Nu var hotelkvarteret omgivet af sorte ghettoer, 
og siden ofrene for fordomme selv synes at være modtagelige for sygdommen, 
pakkede Atlantic City simpelthen sammen og flyttede til Florida.

Hotel Majestics ejer, mr Feldstein, 
bad mig blive partner med ham i et nyt hotel i den fremstormende Solskinsstat. 
Han havde ikke råd til at miste Rose Rose. Så Hotel Dobbeltrose åbnede på Collins Avenue. 
Vi lovede dobbelt så meget luksus, dobbelt så meget havluft, 
og vores gamle Majestickunder kom strømmende.

( Hun drikker en stor slurk vand og sætter så forfrisket glasset ned. )

Hver sommer kom der en gruppe unge israelere til vores hotel og holdt foredrag for os. 
Det er uretfærdigt at sige, at de lyste af ungdom, for det var så meget mere end det; 
der var en lidenskab og en tro på fremtiden, som jeg ikke havde mødt før. 
Fremtid kunne man ikke engang forestille sig i Yultishka eller Warszawa 
eller selv i Atlantic City eller Miami; 
på et underbevidst plan vidste vi, at vi skøjtede over kviksand. 
Men israelerne syntes at mangle underbevidsthed; 
de var fuldstændig dagklare og nærværende uden mørke eller skjulte hjørner. 
De viste os lysbilleder fra deres kibbutz, de sang og dansede hora 
og samlede penge ind blandt vores gæster, og hver gang opfordrede de os til at tage med dem tilbage 
og gå med i deres store eventyr, og hver gang havde jeg lyst, jeg ville sætte noget på spil igen, 
men nu var jeg en Rose Rose med pligter, 
så istedet gav jeg penge til at plante træer i min families navn. 
Det forekom passende at forvandle mama til et træ, selvom de ikke kunne love mig en syren. 
Abbie blev gode venner med israelerne, især et ungt par, der hed Noam og Rutie, 
og da han var seksten, gav jeg ham lov at være i deres kibbutz i sommerferien. 
Han rejste med bumser og kom hjem med ren hud, og jeg vidste, 
han havde opdaget ikke bare olivenlunde og kunstvandingsanlæg, men også sex.

To somre senere invaderede Ægypten Israel. Abbie tiggede mig om at betale hans flyvebillet til Tel Aviv. 
Hvordan kunne jeg nægte ham det? Hans far var kun et par år ældre, da han stak af til Exodus. 
Abbie tog til Noams kibbutz og arbejdede i marken, mens mændene var væk. 
Det tog kun Israel de berømte seks dage at vinde krigen. Det var ufatteligt. Miami Beach jublede. 
Vi festede natten igennem på Dobbeltrosen. Vi var allesammen krigere. 
Der ville aldrig blive noget med skrig bag mure igen. Exodus ville aldrig blive slæbt væk igen. 
Jeg græd den nat, [ Lysque 34 ] som jeg ikke havde grædt i årevis, men jeg var ikke sikker på hvorfor. 
Abbie ringede. Han ville blive der. Det overraskede mig ikke.

Jeg fortalte Sonny, at vores eneste barn var flyttet i kibbutz; at han havde, i realiteten, 
virkeliggjort vores drøm for os. Sonnys hænder rystede, hans øjne var tomme, 
sygeplejersken puslede rundt. 
Forstod han, hvordan verden havde forandret sig? Et par måneder senere gav hans hjerte op. 
Jeg sad i shive og sørgede, ikke over hans død, men hans liv.

Abbie kom hjem til begravelsen og blev omgående forelsket i en ung sygeplejerske fra Sonnys hospital. 
Hun var lyshåret og sød og, da hun hed Kim, afgjort ikke jøde. 
En af kristendommens mere interessante bidrag til det tyvende århundredes kultur var navne som Kim. 
Abbie blev for at gøre kur til hende, og snart var Kim lige så forelsket i Abbies drøm som Abbie selv. 
Hun tog undervisning og konverterede til jødedommen og ændrede navn til Chava, 
og de blev gift under en chuppah på Dobbeltrosen, og snart, som om det slet ikke var sket, var de væk.

Jeg var alene. Min mand var død, min søn var væk. Sonny havde været en grøntsag i årevis, 
men i det mindste var han min grøntsag. Abbie var holdt op at høre efter, hvad jeg sagde, 
for længe siden, men det var min stemme, han ignorerede. Nu var der stilhed. 

Mr Feldstein foreslog mig at tage et par ugers orlov. Det ville gøre mit hovede godt. 
Fedt udtryk, tænkte jeg. Jeg tog et par ugers orlov. Mit hoved var stadig det samme. Jeg tog hjem igen.

Mr Feldstein ønskede mig velkommen tilbage med et lettet grin. Han var et godt menneske. 
To år senere giftede jeg mig med ham.

Abbie og Chava fik børn. Først Rafi, så Irit, så Doron, smukke børn, født med deres lands oliventeint, 
som om jorden selv havde undfanget dem. Jeg tog over og besøgte dem. Første gang siden jeg kyssede jorden. 
Det var ikke, som jeg huskede det. Jeg blev forelsket i landet, 
med ørkenen og højene og med den forbløffende fornemmelse af grønt, grønt plantet af tilflyttere, 
grønt der forvandler en udtørret jord. Jeg elskede også følelsen af, at alle, 
helt bogstaveligt alle i landet så ud, som om vi var i familie; selv, på deres egen måde, 
de lidet lystige ansigter i den lille arabiske landsby, vi hanstede igennem; der var noget i deres øjne, 
jeg genkendte, et udtryk jeg huskede fra sardinerne på Exodus. Da jeg kom ud i ankomsthallen, sagde Abbie, 
Velkommen hjem, Mama, og han havde selvfølgelig ret. Det var hjemme, og jeg græd, da han sagde det, 
og jeg græd, da jeg rejste, to uger senere, tilbage til Miami Beach og min mand og mit hotel.

Hver sommer tog jeg tilbage til Israel. Det var ved at ændre sig. 
Mælken var blevet en anelse sur, honningen en smule bitter. 
Der var krig et par kilometer væk, i Libanon, og jøder blev slået ihjel igen, 
men denne gang slog jøderne også ihjel, og vi var ikke helt sikre på, om det var i selvforsvar, 
og vi så fotografier af kvinder og børn, der kæmpede sig gennem ruinerne, og ruinerne var ikke vores, 
det var naboens, og vi blev forvirrede, og vores små drenge var vokset og fik skæg 
og havde våde drømme og gik med gevær og marcherede hen ad landevejen og ind i et andet land. 
Abbie og hans venner i kibbutzen hadede det. Noam og Rutie var fortvivlede; de var jo sabras, 
de havde bogstavelig talt skabt landet, men ikke for dether, sagde de, ikke for dether. 
Men Chava gik glødende ind for krigen. Chava/Kim ejede konvertittens lidenskab. 
Hun vidste, hvad Biblen havde at sige om fjender. Hun blev mere og mere religiøs. 
Hun begyndte at holde kosher derhjemme. Hun klippede håret af og gik med paryk. 
Abbie blev forbløffet, så forvirret, så forbitret. Kibbutznikkerne og de ortodokse foragtede hinanden. 
Jeg forstod det ikke rigtigt. Abbie og Chava prøvede ikke at finde et fælles ståsted; 
de skubbede hinanden væk. Deres hjem var ved at blive kvalt i spændinger.

En dag kom et teater fra Haifa til kibbutzen. Det var et stykke beregnet for unge, 
og det handlede også om teenagere i Warszawas ghetto. Rafi, Irit og Doron ville have mig til at gå med. 
Jeg havde intet ønske om at gense ghettoen, selv på skrømt. Det var rigeligt allerede. 
Men jeg ville gerne have mine børnebørn til at forstå vores fortid. Godt, tænkte jeg, 
viden er vigtigere end smerte, så jeg gik med.

Salen var fuld af ivrige unge ansigter. På scenen var der en similighetto, lidt for køn, lidt for proper. 
Der var ingen stank. Det var fuldstændig fremmedartet for publikum, det kunne have været et eventyr. 
På et tidspunkt i handlingen forlader en teeagedreng sin familie for 
at gå under jorden og slås mod nazisterne 
- og hans bedstemor, en gammel fed dame i babushka og med tyk accent, 
råber efter ham og bruger hans jiddishe navn. 
Yitsalah, råber hun. Yitsalah. Yitsalah, Yitsalah. Latter. Ungerne lo. 
Ungerne fra kibbutzen lo af navnet, lo af Yitsalah, lo af bedstemoderen, lo af jiddish.

De syntes, det var sjovt, sagde jeg til Abbie senere. Hvad så? svarede han. 
Det er deres kultur, sagde jeg. Ikke mere, svarede han. 
Under alle omstændigheder taler vi ikke jiddish her, 
Mama, har du ikke opdaget det? Vi taler hebraisk. Jiddish var unaturligt, en mutant, en bastard; 
middelaldertysk og en sjat russisk og tyrkisk og fransk kørt sammen i en blender 
og tilsat en knivspids salt og krydderier, hvorimod hebraisk er Abrahams, Isaks og Jakobs sprog, 
hebraisk er selve vores grundlag, og endelig, efter alle disse år, har vi genvundet det. 
Jeg var lammet. Jeg syntes faktisk, hans beskrivelse af jiddish var smuk, og forklarede, 
hvorfor det var så specielt. På den anden side, jeg forstod, hvad han mente, 
og set fra hans synspunkt var det ikke forkert. Han var på march ind i fremtiden, 
var han ikke? Åh det ord - fremtiden. I hver eneste samtale om Israel dukkede det ord op. 
Så, hvad kunne jeg sige? Men jeg prøvede. Det repræsenterer noget, sagde jeg, 
en hel civilisation, en livsform, en måde tænke på, der inspirerede til den og den roman 
og den og den symfoni og en relativitetsteori og en videnskab om det underbevidste og 
måske endda tanker om kollektive samfund, som så igen har inspireret til din kibbutz, 
og hvis det går helt tabt, hvis det bliver fuldstændig udslettet, 
er det så ikke Hitlers Endelige Sejr? 
Det er det rene meshugge, svarede han. Jeg så på min søn. Meshugge er et jiddish ord, sagde jeg. 
Han lo og gik sin vej.

( Hun drikker vand )

En af de mange ting, alderdommen ikke er, er profitabel. 
Dobbeltrosen begyndte at tabe penge. 
Mr Feldstein fik et hjerteanfald. Jeg plejede ham i to år, og så gik han bort. 
Endelig sad jeg i shive for en, der ikke var død i utide - det fik mig til at føle mig så voksen. 
Jeg solgte Dobbeltrosen for en formue. 

Jeg beholdt min lejlighed, det er sundt for dem at se et gammelt menneske, syntes jeg, 
og desuden kunne min sønnesøn Rafi godt lide at besøge mig der. 
Rafi og hans søster Irit tog fra Israel for nogle år siden. 
På det tidspunkt var deres forældre blevet skilt. Chava giftede sig igen 
- en bosætter på Vestbredden, en mand iført Bibel, skæg og maskinpistol. 
Irit flyttede til Rom, 
giftede sig med en katolsk forfatter og fik to børn, som ikke er opdraget som jøder. 
Rafi flyttede til Los Angeles. Han er filmklipper. Han har - det skulle være overflødigt at nævne 
- langt hår og ørering og, for at det ikke skal være løgn, en ven.

For et par år siden besøgte jeg Rafi i Los Angeles; Han viste mig, hvordan han arbejdede. 
Da jeg først havde forstået alt det med fast forward og krydsklipning, gik det op for mig, 
at der ikke var noget usædvanligt ved mine hallucinationer, 
og at filmindustrien bare var ved at komme på omgangshøjde med vores sind.

[ Que 120 Lysskifte til rød baggrund ]

Det var dengang, vi tog til Arizona. Jeg ville opleve det ægte Vesten. Det var ikke særlig ægte. 
Der var ingen cowbojdere eller indianere, ingen diligencer i hulvejen, 
kun stillestående byer og endeløs ørken og hist og her en technicolor kløft. 
En dag kørte vi i timevis i den rene tomhed. Hvor man end så hen, var der intethed, 
og intethedens format var ærefygtindgydende. Til sidst kom vi til en lille turistbutik, 
som stod helt alene i intetheden. Rafi bil kogte. Han gik ind efter noget vand. 
Jeg gik om til forsiden af butikken. Vinduerne var fyldt af trætte, 
turistede akvareller af ørkenen. Jeg gik indenfor. En træindianer stod ved døren. 
Han havde en cigar i hånden. Der var en prislap på ham, 
og ovenover prisen stod der original, ikke kopi. 
En gammel mand stod bag disken, uden prislap. Han råbte efter sin søn ude på lageret. 
Sønnen var midaldrende og forstyrret; trøstesløs, ville jeg sige. 
Den gamle mands stemme var for grov. 
Jeg kunne høre en svag accent. Jeg så på nogle flere akvareller. De var rædselsfulde. 
Rafi og den gamle mand diskuterede. Den gamle mand nægtede at give Rafi vand. 
Jeg gik hen til Rafi ved disken. Måske en gammel dame ville få noget vand. 
Jeg lagde mærke til den gamle mands hænder. De var snavsede og solsvedne. Så så jeg hans arm. 
Der var et falmet nummer tatoveret på den. Jeg blev svimmel. 
Det ville jeg aldrig have troet i Arizona, midt i intetheden. 
Den gamle mand råbte til sin søn igen, og til Rafi. Jeg ønskede, han ville holde kæft. 
Min blik gled op fra hans arm til hans mave, som var enorm, og hans hals, som var løs i huden, 
og så til hans ansigt, som var som læder, og hans øje, hans glasøje som så igennem mig, 
og hans andet øje, det rigtige øje, det blå øje, som mere var som et hjerte end et øje, 
et hjerte, der var knust for længe siden. Vi så på hinanden og sagde ikke noget. 
Og så vendte jeg mig og løb ud af butikken, forbi træindianeren og de forfærdelige akvareller, 
tilbage til intetheden. Jeg stirrede ud i intetheden i lang tid, gik så tilbage til bilen. 
Rafi satte sig ved siden af mig med en spand vand i skødet. Han spurgte mig, hvad der var i vejen. 
Jeg kunne ikke svare. Jeg kiggede ud af bilvinduet og så, at tværs over prærien, direkte imod os, 
kom en ørkenrose rullende. Den blæste forbi vores bil og ud i ørkenen igen og forvandt.____ 

[ Que 130 Lysskift og Musik 7 ]

( Pause. )

Selvom doktoren ikke tror på mig med vejrtrækningen, så påstår han, 
at det hjælper at drikke lidt vand hele tiden. Jeg glemmer at drikke. Jeg glemmer.

( Hun skænker sig et nyt glas vand og drikker lidt. )

Jeg kan ikke huske, hvad jeg var ved.

( Pause. )

Nå jo. Shive.

( Pause. )

Abbie er vred på mig. Fordi jeg sidder i shive. Han ringede i morges og skældte mig ud fra Tel Aviv. 
Han bor i Tel Aviv, nu hans kibbutz er gået nedenom og hjem. Det rager ikke dig, sagde han. 
Du er ikke en af os. Og han har ret. På den anden side...

( Hun drikker lidt vand. )

Chava bor på Vestbredden i en lille bosættelse, som er nabo til en oldgammel palæstinensisk landsby. 
Figentræer og sten. Den er selvfølgelig nævnt i Bibelen, også en oldgammel hebraisk landsby. 
Hun tog Doron, den yngste, med, da hun forlod Abbie. Jeg besøgte dem for adskillige år siden. 
Jeg ville se min sønnesøn, som stadig var den sødeste knægt, men det var mærkeligt at gå på en jord, 
der ikke ville have mig, hvor jeg følte, at jeg, rent moralsk, ikke hørte til. 
Jeg havde ikke lyst til at være der.

Chava gjorde det ikke lettere. Hun blev ved at sige forfædre, forfædre dit, forfædre dat, og så, 
i min sønnesøns påhør, priste hun mindet om denne mand, denne Baruch etellerandet, 
der havde massakreret en gruppe andagtssøgende ved Hebronmoskeen. 
Jeg sagde til Chava, at det var syndigt. Hun mindede mig på de utallige jøder, 
der selv var blevet massakreret på dette stykke jord. Jeg ved det, jeg ved det, sagde jeg, 
og jeg sørger over dem med en dybde, som selv du ikke kan forstå, og jeg vil sørge igen, 
når det sker igen, 
men det undskylder stadig ikke denne Baruchperson. Vi skal være bedre end som så. 
Vi skal bære en moralsk fakkel ud i verden. 
Vi, vi, skreg hun, hvordan kan du sige vi, du har ikke fortjent at kalde dig jøde. 
Jeg tænkte, tjah - sådan cirka omkring ved den tid, da hele min familie blev udryddet, 
fordi de var jøder, blev du, min kære, døbt i Kansas.

Jeg blev ikke ret længe, og jeg har ikke set Doron igen før i går aftes, 
da jeg tændte for nyhederne og så hans søde, kønne ansigt, sveddryppende og anspændt og trodsigt. 
Der havde været optøjer. Bosætterne og landsbyboerne. Nogen angreb nogen. Nogen kastede en sten. 
En bosætter skød på landsbyboerne. En lille pige var blevet revet med i mængden. 
Ja, måske. Måske havde hun kastet en sten. Hun var ni. En kugle ramte hende i panden. 
Den ramte hende midt i en tanke. Hun hed Nora. Nora el-Karim. Der var et interview med den mand, 
der havde affyret skuddet. Det var ikke en mand. Det var en stor knægt med et yndigt ansigt. 
Doron. Mit blod. Søn af Yultishka. Søn af syrentræet. Barn af Warszawa. Doron. 
Han dræbte en lille pige. Han dræbte Nora el-Karim. 
Han bedstefar sejlede et skib til Palæstina. Doron. Mit blod.

Så idag sidder jeg i shive for Nora el-Karim. Min sidste shive. 
Det er selvfølgelig en fuldstændig tom gestus; det ved jeg godt, men jeg måtte gøre noget. 
Først tænkte jeg, jeg ville skrive til hendes forældre og sige, at jeg sørgede over deres barn, 
men de ville bare hade mig for min nedladenhed, 
ligesom jeg ville have hadet bedstemoderen til den soldat, 
der skød Esther, hvis hun havde vovet at nærme sig mig. Esther, som jeg aldrig rigtig sørgede over 
- jeg havde for travlt med at holde mig i live; Esther, 
som jeg aldrig sad i shive for på en ordentlig træbænk. 
Nu sidder jeg i shive for en lille pige, og det er meningsløst. Jeg taler til Nora på jiddish. 
Det skal nok gå, bubeleh, siger jeg, det skal nok gå.

Abbie er rasende. Hvorfor gør du nu det, spørger han. Fordi det er forkert. Jøder dræber ikke små piger. 
Alle dræber små piger, råber han. Det er forfærdeligt, men hver eneste nation gør det. 
Men I er stadig en besættelsesmagt, siger jeg. Ja det er vi, svarer han, 
og selvom det ikke er nær så enkelt, 
som du får det til at se ud, så er jeg stærk modstander af det; rent faktisk river det mig midt over, 
og jeg ved, at hvis vi ikke snart finder en løsning på dether, så styrer vi alle, allesammen, 
direkte mod katastrofen, men det er vores problem, mit problem, ikke dit. 
Men Israel tilhører alle jøder, siger jeg. Kun rent teoretisk, svarer han. 
Hvad har du gjort, du har købt et par træer, du har sendt lidt penge, du har været her et par gange, 
men har du smagt det hver eneste dag? Det kunne have været dit, du kyssede jorden før nogen af os andre, 
men du valgte at leve som en udstødt, en meget bekvem udstødt, men ikke desto mindre en udstødt, 
ligesom dine forfædre gjorde det i århundreder. Så jeg vil fordømme min egen søn, hvis det er det, 
jeg vil, og det er det, jeg vil, men her i mit eget land. 
Jeg vil ikke finde mig i, at resten af verden skal fortælle min søn, om han har ret eller ej. 
Og jeg vil ikke finde mig i, at du skal fortælle mig, at jøder skal være bedre end alle andre. 
Men jeg er ikke resten af verden, siger jeg, jeg er en del af jer. 
Nej, du er en del af gehackte leber og djibbukker, svarer han, det er noget andet, det er fortid, 
det her er fremtiden. Jeg ved, du hader det ord, men det er vores eneste fremtid. Vi har ikke andet. 
Er du med? Alt andet er væk. Og så begynder han pludselig at græde. Min Abbie begynder at græde. 
Du er nødt til at lade os gå, Mama. Din skygge kvæler os. Vi kan ikke slæbe videre på dig. 
Din verden er død. Og så er han stille. Jeg kan mærke, han er flov. Og så siger han, 
Du bilder dig bare ind, at du sidder i shive for den pige. Det er ikke det, du sidder i shive for. 
Hvad så, spørger jeg. Det må guderne vide, siger han.

( Hun drikker det sidste vand. )

Der er ikke mere vand.

( Vender bunden i vejret på glasset. )

Hvad var jeg ved?

( Pause. )

Jeg burde hente en ny flaske. Jeg har ikke kræfter til det. Jeg kan høre latter udenfor. 
Natteliv i Miami Beach. Det er altid enelleranden, der har det sjovt. 
Jeg hører ikke til her, Abbie har ret. 
Men der var altid en vis fryd i ikke at høre til. Hørte jeg til i Yultishka? Eller Warszawa? 
Eller nogetsteds? Måske der er fryd i ikke at høre til. 
Måske Gud bare er et spørgsmål ligesom altmuligt andet. Rastløse sind... hvor var jeg.

( Pause. )

Det skal nok gå, bubeleh, det skal nok gå. Sov barnlille, sov. Søde Nora. Min Esther. 
Skal jeg synge en sang for dig? Hvad med en sang fra en film? 
En film jeg så i Warszawa i Krochmalnagaden. 
Sammen med Yussel. 
Synger:

“Yiddle mit a fiddle...”


Yussel stak hånden op under min bluse.

Synger:

“Yiddle mit a fiddle...
Yiddle, Yiddle, Yiddle...”

Holder op.

Og hans hånd nev mig i brystet...

( Pause. Hun rejser sig 

[ Que 140 Lydque Vind 1 ]

Hvor var jeg?

[ Que 150 Mere Vind 2 linket til Que 160 Black Out ]

[ Lysque 160 Fremkalde ]

SLUT